Børnebibliotekaren anbefaler - billedbøger til de 2-4-årige

2018-06-14 13.38.00.jpg

Jeg hedder Line Dalbro Schaumann og til daglig arbejder jeg på Aalborg Bibliotekerne.

Jeg har typisk vagter i vores børnebibliotek, som er meget velbesøgt. Her kommer mange institutioner og forældre med små børn, så der skal ofte findes gode billedbøger eller højtlæsningsbøger. Samtidig er jeg en del af ”Projekt Sprogstart”, hvor vi er ude og besøge børnehaver i 8 ugers intervaller, hvor vi laver sprogstimulerende lege og læser bøger.


Beatrix Potter; Peter Kanin – på eventyr i skoven

Dette er en skøn billedbog med de kendte tegninger fra historierne om Peter Kanin. Peter skal ud i skoven efter radiser, og er slet ikke opmærksom på ræven der lister efter ham. Illustrationer og fortællingen er rigtig god – og forældre der er vokset op med Peter Kanin, vil nyde gensynet.

 

Suzanne Bloom; Min allerbedste ven

En hjertevarm historie om et umage vennepar, hvor den ene tydeligvis går den anden på nerverne, men de holder stadig meget af hinanden. Bogen kan især bruges til at italesætte søskendeproblemer.

 

Chris Haughton; Lidt væk

Den lille fugleunge falder ud af sin rede, og bliver væk – heldigvis er de andre dyr søde til at hjælpe, selvom det tager flere forsøg at finde moren igen. Bogens morale er, at vi ikke forstår en situation, før vi har oplevet dens modsætning, og at vi ikke kan sætte pris på noget, før vi har prøvet at miste det. Illustrationerne er utrolig enkle, men meget flotte og de passer godt til historien.

 

Mark Janssen; Hvor skal bjørnen hen?

Simpel historie med meget lidt tekst som fint underbygger den historie illustrationen fortæller. Nogle ord er markeret med fed skrift, for at illustrere, at dem kan der snakkes yderligere om – fx øjne. Hvad bruger man dem til, hvor sidder de og meget andet.

 

Martin Baltscheit; Max vil kysse!

Super humoristisk billedbog om en meget kærlig gorilla der vil kysse med alle. Der er underholdning for både store og små – og hvem kan ikke lide at kysse dem de holder af?

 

Philippa Leathers; Lille listige tiger

Dette er en fin billedbog, som fortæller historien om lille tiger der bliver grint af fordi han ikke er skræmmende – men han skal vise dem, skal han! Mange børn vil sikkert kunne sætte sig ind i hvordan det er at blive kærligt drillet, og det emne tager denne bog op.

 

Susanne Strasser; Søvnig og lysvågen

Kan dit barn ikke sove? Så frygt ej – der er ingen af dyrene i denne historie, der har nemt ved at falde i søvn, men mon ikke det lykkedes alligevel. Illustrationerne er skønne og handlingen er genkendelig for nok de fleste forældre!

 

Jory John; Jeg har jo sagt at jeg kan lide dig!

Bogen handler om to venner, der selvom de går hinanden på nerverne, holder af hinanden. Historien er underholdende – for både store og små. Illustrationerne er simple og der er ikke meget tekst, men de fungerer bare rigtig godt sammen og giver en dejlig læseoplevelse.

Marianna Coppo; Petra

Petra ser muligheder i enhver situationer. Hun er både et bjerg, et æg, en elefant og meget mere. Tekstdelen af historien er underbygget af de fine illustrationer, som fortæller om at man skal tro på sig selv – hvilket Petra gør!


Følg Aalborg Bibliotekerne:
 

unnamed.jpg

Alle bøgerne kan lånes eller bestilles på dit lokale bibliotek eller på bibliotek.dk