”Og hvad skete der så?” - af forfatter Bjarke Schjødt Larsen

IMG_3111.png

Bjarke Schjødt Larsen er cand.mag. i dansk, uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur og er i gang med at færdiggøre sin Master i Børnekultur, leg og Æstetiske Processer.

Udover at skrive bøger til børn og unge holder Bjarke også foredrag om sit forfatterskab, afholder skriveundervisning for børn og unge, samt fortælleværksteder til Børnehaver.

Du kan læse mere om Bjarke på www.bjarkeschjødtlarsen.dk

Lidt om fortælle-lege i børnehaven.

”Okay, men så fortæller du den næste,” siger jeg gerne, når børn spørger mig efter en historie. Det gør de gerne i de perioder jeg har haft min daglige gang på en legeplads eller i en børnehave. De fortæller også gerne en historie når den første usikkerhed har lagt sig:
Kan jeg det? Er det ikke de voksne, der plejer at være fortælleren?

Ikke i min verden. Der er vi alle fortællere, og man betaler en historie tilbage med en ny. Også selvom det betyder at jeg til sidst bliver overflødig med et: ”Bjarke, vi skal bare bruge dine historieterninger, hejhej.”

Men mere om historieterninger senere. Kathrine (administrator på 1000 bøger:red) har bedt mig skrive lidt om mit arbejde med historier og fortællinger i daginstitutioner her til #1000bøger.

Hvorfor er det vigtigt at børn også selv får muligheden for at fortælle historier? Fordi det styrker deres narrative kompetence, fabuleringsevne og evne til at italesætte sig ved fx lege.

Samtidig er det min overbevisning, at din forståelse for historier du læser eller får fortalt bliver større, hvis du også selv fortæller.

Af samme grund har jeg her skrevet to større lege og to små, som er mere eller mindre lette at gå til.


Manglende sider får børn til at fabulere

Jeg tror de fleste, der har arbejdet i daginstitution kender det: man kommer ind på stuen, og på gulvet ligger en billedbog hvor sider er flået ud. Ingen forklaring på hvad der er foregået eller hvor de manglende sider er.

Åh nej, tænker man. Det var den bog. Skraldespanden er næste destination, for man kan jo ikke bruge en bog, der mangler en halv historie. Kan man?

Jo, det kan man.

Jeg er stor fortaler for dialogisk læsning, måske fordi jeg selv var en af de børn, der ikke kunne holde min kæft når der skete noget. Bøger, der mangler sider, er en gave til dialogiske læsere, fordi der i de manglende sider stilles nogle ret centrale spørgsmål: Hvad skete der så? Hvad kan der være sket imellem? Hvad er der sket før?

Det kræver at man som højtlæser har kendskab til historien forinden, så man ikke bliver overrasket over hvor der mangler sider. Mangler siderne i midten eller i starten af historien vil jeg altid fortælle børnene om hvad I nu skal, så de er forberedte – dette er også den sværeste øvelse, da deres tidslige forståelse udfordres sammen med den narrative.

Mangler siderne i slutningen af historien kan man vælge at lade det komme som en overraskelse: Hov, der mangler sider. Hvad tror I der nu sker i historien?

Denne øvelse kræver træning, både for børn og voksne. Man skal ikke være bange for at fejle, for nogle gange kommer historien bare ikke og man kommer til at rode lidt i blinde.

Andre gange er den der, og man får et fantastisk indblik i børns narrative kompetence, deres ideverden og kultur.


Screen Shot 2018-04-18 at 09.58.39.png

Historiebroen

 Når jeg er ude i institutioner og de små klasser for at fortælle om hvordan historier bliver til, plejer historiebroen at være en stor del af besøget. Hovedsageligt fordi den kommer godt omkring hvordan forfattere arbejder på en meget simpel måde, men også fordi den hele tiden forholder børnene til at stille spørgsmål og udvikle historier. 

Der kræves dog nogle remedier før man kan gå i gang: En tavle eller et stort stykke papir. Tegneredskaber. Legetøj. Derudover skal man også vurdere børnemængden. Denne øvelse er sjovest hvis man har mulighed for at dele børnene op i små grupper hen mod slutningen.

Har jeg aftalt et tema med pædagogerne forinden (fx eventyr), så har jeg gerne selv noget legetøj med, der giver disse associationer. Er målet at skabe fortællelyst lader jeg gerne børnene selv finde legetøj på stuen. Det legetøj ligges i en bunke i den halvcirkel de sidder i. Gruppen må gerne placeres sådan, at de kan se tavlen eller papiret, hvor man har tegnet en historiebro.

Målet er at børnene selv skal lave en historie med hjælp fra mig. Jeg starter gerne ved start, og spørger hvem historien skal handle om, og hvad han eller hun gerne vil. Et barn finder en hovedperson i bunken af legetøj.

Måske lader jeg også et andet barn finde en ven til hovedpersonen, og vi taler lidt om det de gerne vil sammen. SÅ nævner jeg, at der er en, der hellere vil noget andet: Hvem er det? På den måde får vi skabt en modstand i historien.

Jeg følger så historien op mod klimaks, hvor jeg hjælper børnene ved evt. at lade dem lave flere figurer eller lignende. Derefter skal der findes en slutning, der løser problemet: Her plejer jeg gerne at træde lidt i baggrunden, og lade børnene selv komme til orde. Ofte har de mange gode og kreative bud på hvordan Langhals kan få lov til at holde sin fest, når Tyranosaurus driller.

Kører det af sporet, hjælper jeg dem selvfølgelig på vej igen. 

Historiebroen kræver en del overskud. For det første bryder jeg aldrig illusionen om at det er deres historie. Det er det jo også, jeg sørger bare for at give dem de nødvendige redskaber: begyndelse, hovedperson, modstand, klimaks og afslutning.

Jeg holder ikke lange foredrag om hvert begreb. Ord som hovedperson og klimaks bruger jeg sjældent overfor børnene. Målet er at give dem en lyst og en form til at fortælle historier, uden at belære dem om formen: det skal de alligevel nok lære i folkeskolen nogle år senere, og så kommer de længere hvis de allerede kan skrue det sammen.

Efter fælles historie lader jeg gerne børnene lave deres egne historier, hvor de selv tegner og fortæller. Her kan man evt. bruge apps som Story Creator eller lignende til at kombinere tegning med en lydoptagelse hvor barnet fortæller sin historie. Her kan man også lave flere billeder via legetøjet, og faktisk lave en hel billedbog som de senere også kan dele med hinanden.


Historier i hverdagen

Nu har jeg nævnt to større forløb man kan lave i en børnehave. Begge forløb kræver at man afsætter tid til det, men er også det hele værd. I en travl hverdag er der dog også mulighed for at lege med historier med meget få remedier til hjælp.

De følgende små lege af mangel på bedre ord er nogen jeg tit har gjort brug af, når jeg har været i længere tid i en institution. De kræver i større eller mindre grad et kendskab til børnegruppen, da man også skal fange dem i situationen og ud fra deres kompetencer.


Hverdagssange

Jeg elsker at ændre teksten i sange. Jeg er ikke super skarp til det, men jeg kan da tælle stavelser, og rime til husbehov. Det vigtigste for mig er at jeg synes det er sjovt.

Nogle gange har jeg så, hvis jeg har været på en børnehavestue fra morgenstunden, haft en sang i hovedet som børnene kender (Mariehønen Evigglad er en klassiker), og så har jeg ellers gået og fumlet lidt med den for at lave vers i en ny sang.

Efter lidt tid opdager børnene hvad jeg gør, og begynder af sig selv og digte med. Børn tæller sjældent stavelser, men er god til at rime og følge en rytme, så er man lidt skarp, kan man faktisk godt få en ret fed sang ud af det – andre gange er det bare hyggeligt, og man får trænet fantasi og rim mens man går og passer dagligdagen.

(Mit fortællende digt Hammerhajen Megasur som ligger på DR Ramasjang er opstået på den måde).


Historieterninger

De findes i et utal af varianter. De mest kendte hedder Rorys Story Cubes, men Tigeren har til tider også et billigere alternativ, der er mindst lige så godt.

Alligevel er der specielt 2 sæt jeg gerne vil fremhæve, nemlig Rorys Story Cubes: Voyages, og Rorys Story Cubes: Batman.

Jeg har tit et af de to sæt i jakkelommen når jeg er ude i en børnehave eller lignende. Ude på legepladsen kan de hurtigt samle en gruppe børn, og så ruller terningerne. Hvor mange man kaster handler meget om hvor trænede børnene er: et godt råd er at starte med 3.

Voyages-terningerne handler om rejser, både fantastiske og i vores verden. Mit udgangspunkt er så altid, at nu skal vi fortælle løgnehistorier. Børnene skal starte deres historie med: ”Nu skal I høre hvad der skete for mig i går …”

Batman-terningerne har motiver fra Batman-universet, og kan være gode til at få de børn med, der er ret vild med superhelte, men bestemt ikke skal nyde noget af at fortælle historier. De bliver alligevel interesserede når de hører om Batman, og ofte ved de mere om helten end de voksne, og får en specialviden, de nyder godt af under historiefortællingen.

Det var lidt af alle de ting jeg arbejder med, når jeg besøger børnehaver. Jeg håber det har kunnet inspirere nogle af jer.

God fortællelyst

Bjarke