Om at opfostre en bogorm - af Michelle H. Lindberg, gymnasielærer

Jeg hedder Michelle, og jeg er vist lidt af en fagnørd, hvilket har resulteret i bloggen: The Small Wonders of Life. Litteratur og bøger har indtaget en fast plads i mit liv. Jeg læser både dansk og engelsk, selvom engelsk tager præcedens, og mine fortrukne genrer er fantasy, eventyrgenfortællinger, klassikere og romantik. Dog er jeg frisk på at udfordre min læselyst.

Til daglig bor jeg i Nordjylland med min kæreste i vores nye hus. Det er et større projekt med renovering, som har gjort det muligt for mig snart at kunne indrette mit eget bibliotek, som stille og roligt vokser dag for dag. Bøger har fået en fast plads i vores hjem, og smukke indbindinger begynder at overtage mængden af lette paperbacks. Når jeg ikke bruger min tid på at læse, underviser jeg en flok (til tider uregerlige) nordjyske elever i gymnasiet. I mit arbejde som engelsklærer elsker jeg at inddrage litteratur, og jeg tager mig selv flere gange i at udtænke måder hvorpå jeg kan bruge den seneste bog jeg har læst.

Inden jeg blev mor tænkte jeg ikke synderligt over hvordan bøger skulle blive en del af vores barns hverdag, for det var de jo i forvejen, fordi de var en del af min egen hverdag. Efter E er kommet ind i vores liv, er der dog begyndt at florere lidt tanker omkring hvordan jeg får givet læse- og bogglæden videre til hende. Selv kommer jeg fra et hjem, hvor jeg opdagede glæden ved bøger og læsning på egen hånd igennem skolebiblioteket og en smule højtlæsning derhjemme i moderate mængder, af det jeg kan huske i hvert fald. De ting jeg har gjort hjemme hos os, fungerer for os, det er ikke sikkert det gør for andre, men i sidste ende handler det om det samme; at skabe glæde ved bøger og historierne vi får derfra. Hele ideen bag 1000Bøger er så simpel at vi hurtigt tog det til os herhjemme, og jeg fandt en fin lille notesbog frem til E, og jeg forsøgte at huske nogle af alle de bøger vi allerede har læst. Det blev til en overraskende portion, for en lille håndfuld af bøgerne har vi jo læst rigtig mange gange, fordi genkendelsen skaber et kæmpe smil hos E.

IMG_7362.jpeg

Herhjemme har E fået sin egen bogreol på sit værelse, med en voksende samling af bøger, som jeg sammensætter til hende – indtil hun selv begynder at komme med specielle ønsker. Det er både flotte udgaver af klassikere, som vi venter på at komme til at læse når hun bliver lidt ældre, mine gamle Disney bøger fra min barndom, nye eventyrbøger, tykke papbøger og enkle billedbøger. De pynter så flot på hendes værelse, og jeg glæder mig meget til den dag hvor hun selv kommer løbende med en bog i hånden, og beder enten mig eller hendes far om at læse højt for hende. Fra tid til anden samler jeg en lille stak fra hendes reol, som jeg tager med ind i stuen; det er vores læsestak. Læsestakken bliver udskiftet engang imellem, men ellers er det fra den lille bunke vi hiver en bog frem, når vi er i stuen, for det er her vi tilbringer det meste af vores tid på nuværende tidspunkt. De bøger vi har i stuen bliver så læst om og om igen over en periode, og E bliver rigtig velkendt med disse bøger. Der er også mulighed for hende at kravle hen og rode med bøgerne, og kigge på forsiderne og de flotte billeder, hvilket hun har gjort et par gange, så der flyder med bøger på gulvet. 

Så vidt det er muligt forsøger vi at læse en lille smule hver dag, om det så bare er for at bladre rundt i kigge på billederne, for i øjeblikket er det sjoveste at bladre frem og tilbage igen og igen. Jeg tror vi dagligt læser den samme bog, Dyr i Haven, en lille knitrebog, som kan bringe et smil frem selv når man er blevet vaccineret og lårene er ømme efter den onde nål. Det er helt klart favoritbogen, og jeg hiver den gerne frem flere gange om dagen, for at nyde en kort hyggestund med E, når der lige skal lidt ro på hende.
IMG_7358.jpeg

Læsestakken er en god kombination af nemme, hurtige læste bøger, som vi kan læse igen og igen i løbet af dagen, men også et par stykker som tager lidt længere tid at komme igennem, som vi bare tager et par sider i engang imellem. Som den engelsknørd jeg er, har jeg også listet en eller to engelske børnerimsbøger med i stakken, for at E bliver bekendt med sproget allerede fra nu af (hun ser også tegnefilm på engelsk, for hun kan ligeså godt få det ind med ske). En anden ting jeg gerne vil have med i et par af Es bøger er hende selv, forstået på den måde at de handler om hende på en eller anden facon. En bog handler om den modige pige, der skal ud og finde sit navn (Emily) en anden bog er en fotobog hun fik af sine bedsteforældre, med masser af billeder af hende selv og en lille historie fortalt igennem billederne. Når først hun bliver lidt ældre og har lidt bedre forståelse for dem, så er jeg sikker på de bliver hendes favoritbøger, og jeg forventer at bedsteforældrene laver en ny fotobog hvert år til hendes fødselsdag (for det var her hun fik sin første) – en fotobog kan snildt laves af egne midler og dusinvis af billeder man har liggende på telefonen, her er et link til hvor man kan få det lavet: Cewe og bogen om at finde sit navn kan man selv sammensætte her: Wonderbly. Bogen om at finde sit navn har også mange andre tilbud som kan tilpasse som barnet bliver ældre, hvilket er noget jeg har i sinde at udnytte igennem årerne.

God læsning!

Michelle og E

The Small Wonders of Life