Kulturoplevelser udvider børns horisont - af Trine Wøldiche, kulturentuasiast og mor

Jeg er uddannet i Moderne kultur og kulturformidling samt dramaturgi og litteraturvidenskab. Mit hjerte banker for de gode historier, de veldrejede børnebøger, musikalske teateroplevelser og teaterforestillinger, der får mig til at glemme verden omkring mig.

Jeg skriver teateranmeldelser til Information, er mor til to og har desuden i knap 10 år været teater- og litteraturanmelder for KultuNaut.


Det kommer næppe bag på nogen, at jeg mener, at kultur i alle afskygninger er en væsentlig del af et barns udvikling.

Jeg er selv uddannet inden for både litteratur og teater. Men for mig, er kærligheden til især litteraturen startet meget før det.

Da jeg var barn, læste min mor for mig hver aften. I begyndelsen var det små, korte historier, men ret hurtigt blev det til rigtige romaner med et par kapitler hver aften. Jeg elskede at forsvinde ind i nye universer. Andre livsformer, tidsperioder, kulturer og lande. Jeg lyttede til lydbøger dagligt. Hele tiden faktisk. Næsten uanset hvad jeg lavede.
 

Giv glæden videre og hjælp sproget på vej

Denne grundlæggende glæde ved litteratur og de gode fortællinger, har vi gerne villet give videre til vores børn.

Vi har læst alt fra pixibøger og pegebøger over vores egne, gamle børnebøger til moderne klassikere. Vi fyldte babystationen på gulvet op med babylegetøj og billedbøger med tykke papsider fra første færd. Og vi læste højt for vores børn af alle mulige bøger helt fra babyalderen. Langt før de overhovedet virkede til at forstå noget som helst.

IMG_20180530_101216.jpg

Det er ikke noget, vi som sådan har overvejet. Men bøger fylder (og har altid fyldt) en stor del af både mit og min mands liv. Så vi læste højt, fordi vi selv oplevede glæden ved historierne og nærværet i højtlæsningssituationerne.

Vi havde – og har stadig – bøger overalt. I bogreoler i stuen, på værelserne og i gangen. I kasser ved sengen, på hylder på væggene og i stabler. Faktisk er der altid bogstabler overalt. Både på gulvet og på alle borde.

Det ligner måske nok en dårlig vane, men der er bare altid en bog ved hånden, hvis børn eller voksne lige trænger til en læsepause.

 

IMG_20180530_101251.jpg

Start med bøgerne

Og bøger er det bedste og letteste sted at starte, hvis du gerne vil hjælpe dit barn med såvel kulturel som sproglig udvikling. Det vidste jeg ikke, da vi for ti år siden fik vores første barn. Men det har siden vist sig, at det har haft virkelig mange fordele for begge vores børn.

Allerede i vuggestuealderen blev de rost for deres veludviklede og varierede sprog. Og nu, hvor de går i skole, lægger lærerne mærke til deres sproglige forståelse og formuleringer.

Børn tager meget mere ind, end man lige umiddelbart skulle tro. Ikke kun rent sprogligt. De fanger begreber, vendinger og samfundsskildringer i langt højere grad, end de giver udtryk for.

Litteratur og historier giver dem en bredere horisont end det, deres lokale miljø formår. De får forståelser for forskellige kulturer, familieformer etc.
 

Udvid oplevelserne til f.eks. teater

I det hele taget tror jeg på, at kulturelle tilbud har en gavnlig effekt på børns udvikling. Ikke at man skal kunne diskutere Foucault eller Descartes med de små poder. Tværtimod. Det skal altid være på et niveau, som fanger barnets interesse helt umiddelbart.

Hver gang et barn oplever et værk – uanset om det er en bog, en teaterforestilling, et maleri eller noget fjerde – så påvirkes det og referencerammen udvides.

Jeg beskæftiger mig selv med både teater og litteratur. Og jeg oplever, at når jeg læser en bog højt eller tager mine børn med i teatret, åbner det op for nye samtaler, som det ville have været svært at løbe i gang uden indledning.

For eksempel havde jeg sidste år min 7-årige datter med til den nye børneoperafestival, GrowOP! Her så vi bl.a. en forestilling om en dreng, hvis far blev vred og slog. Det var et kæmpestort og vigtigt emne, som på virkelig fin vis blev kogt ned til en lille times børneopera med en dukke i rollen som drengen.

Der var masser af stof til væsentlige samtaler. Hvilket producenterne også selv tog meget alvorligt. De forklarede børnene om forestillingen både før og efter. Der var afsat tid til, at alle børn kunne stille de spørgsmål, de brændte inde med og der blev åbnet op for en debat i børnehøjde, som virkelig satte nogle tanker i gang hos min datter.

Det er her, jeg mener, at kulturoplevelserne kan noget, som vi ikke får på samme måde på tv eller i dagligdagen i skolen.

Og hvis du nu har kastet dig ud i 1000 bøger før skolestart, så husk på, at der findes masser af fremragende teater, koncerter og andre kulturelle oplevelser, du også kan dele med dit barn. Allerede fra baby- eller tumlingealderen. Har du svært ved at finde inspiration, så kontakt mig endelig. Måske har jeg hørt om noget, nær dig, som du har overset.

Og ellers – rigtig god læselyst!

Du kan læse Trines KultuNaut-anmeldelser lige her, følge med på Kulturmor på Instagram her og følge med på bloggen Kulturmor.dk.

Skærmbillede 2018-05-30 kl. 10.27.12.png