Om at opdrage en dreng til at blive læser - af Xenia Svensson, pædagog og mor til Tristan

Mit navn er Xenia, og jeg er 25 år. Jeg bor i Fredericia sammen med min mand og vores lille dreng, Tristan, på 8 måneder. Jeg er uddannet socialdiakon (pædagog), og jeg arbejder på en skole, hvor jeg til hverdag har med indskolingsbørn at gøre. En stor del af mit arbejde er at støtte op i undervisningen og være der for de børn, der synes, at skole er svært. Når jeg ikke arbejder, læser jeg. Meget. Så meget at jeg har valgt at blive bogblogger. Det er efterhånden 5 år siden, at jeg startede Xenias Bogblog, og der anmelder jeg primært YA og fantasy. Nu, hvor jeg er blevet mor, er jeg stadig ved at lære at balancere de mange hatte. Men én ting er sikkert; jeg vil læse med mit barn, og det gør jeg.


Jeg kan se det så tydeligt på mit arbejde. Det med bogstaver, læsning og at fordybe sig falder meget nemmere for pigerne. Det at forstå, hvad læsning kan, fascinerer ikke særlig mange drenge. 

Jeg har sågar hørt en dreng sige, at læsning er for piger. 

Dermed ikke sagt, at der ikke er drenge, der læser, for det er der! En af mine hjertebørn var en 3.klassesdreng, der var i fuld gang med Harry Potter, og vi snakkede om universet hver eneste dag. Han brugte bøger til at udvide sine horisonter og til at få gode historier i sit liv. Og det er vel netop det, bøger kan?

Da vi fik at vide, at vi ventede os en dreng, kunne jeg mærke en lille knude i maven. Noget af det, jeg husker fra min barndom var fascinationen af bøger. Jeg kan huske min mor med en bog i hænderne altid. På ferie, i bilen, når vi skulle af sted, og jeg kan huske godnathistorier eller stunder, hvor hun har læst højt, også fra de bøger, hun selv læste. Det var ikke, hvad hun læste højt. Det var det, at hun gjorde det. 

Der er så mange minder fra min barndom, der er forbundet med bøger. Og sådan vil jeg også have det med mine børn. Jeg vil så gerne kunne give dem glæden ved bøger med videre og lade dem forstå, hvor meget bøger kan gøre for dem.

Så hvad nu, hvis jeg får et barn som nogle af dem nede på skolen? Dem, som siger, at læsning er for piger?

I de sene nattetimer har man fundet Xenia i fuld gang med at researche, hvordan man vækker børns interesser for bøger. Hvordan kan man hjælpe dem til at forstå, at bøger er fede og ikke noget kedeligt noget, som lærerne tvinger ned over hovedet på dem i skolen?

Og jeg har taget mig selv i at tænke, at jeg var åndsvag. Hvis han nu virkelig ikke gider læse, så elsker jeg ham jo ikke mindre af den grund.

Men jeg kan give ham de bedste forudsætninger for at forstå, at læsning er fedt. Det er det, jeg kan gøre. Hvad han så gør med det, må han selv finde ud af. 

Hurtigt gik det op for mig, at det jo er lige meget, om det er en dreng eller en pige, der skal opdrages med bøger. Jeg ville jo egentlig gøre det samme. Og hvad har jeg så gjort? Jo, nu skal du høre! En masse. Men jeg vælger at dele de 5 vigtigste ting med jer til inspiration og idétænkning; måske er det lige det ene fif, du har manglet hjemme hos dig?

  1. Bøger har været tilgængelige lige så meget som legetøj. På legetæppet har der ikke kun været rangler og andre dingenoter. Der har også været bøger. Og der har været bøger, som han har måttet bide i, rive i stykker og sutte på. Samtidig har der været en lidt flottere og større bog, som vi har fordybet os i sammen. Bøgerne har været en selvfølge og ikke noget, der har været gemt væk. 
  2. Det har været TRISTANS bøger. Det er lidt i forlængelse af det, der er skrevet i punkt 1. Jeg har sørget for at de flotte, samlede værker af den ene eller anden art har været gemt lidt væk. Til gengæld har der været papbøger i massevis, som han har fået lov at udforske. For går de i stykker, så er det okay. Samtidig har han fået lov at kigge i de store bøger, som vi har læst sammen – det er dog foregået sammen med en voksen. Og han har ELSKET det!
  3. Vi har læst sammen hver dag siden han var 1 uge gammel. Det betyder ikke noget, hvor meget, der bliver læst. Nogle dage når vi 10 sider, andre dage ½. Det kommer helt an på hans humør. Men vi læser sammen hver dag. Og det er en stund, der er hyggelig, og jeg kan se, at han fokuserer på mig, når jeg læser højt eller billederne i bogen. Og det betyder meget.
  4. Han har altid set mig læse. Især efter at Tristan er blevet større, har jeg fået lidt mere frihed i hans vågne timer. Han vil gerne udforske verden, men så skal han lige orientere sig om, hvor mor er henne. Og så sidder jeg med en bog. Han ser mig med bøger. Det er naturligt at se et menneske med en bog herhjemme. Og på den måde håber jeg, at han vil spejle den adfærd og selv søge en bog. Hvilket han ofte gør, når han er på sit legetæppe. 
  5. Læsning skal være noget, der er lystbetonet og ikke noget, vi skal fordi mor vil det. Jeg har måttet indse og fortælle mig selv, at når Tristan bliver større (FOR LIGE NU BESTEMMER JEG!), så skal læsning stadig være et tilbud. Men det er også okay, at han siger nej. For læsning skal være rart og hyggeligt. Ikke en skal ting. Bøgerne bliver netop hyggelige og fede, hvis det er, når man selv har lyst. Det kender jeg jo fra mig selv. Jeg vil altid tilbyde læsning, og siger han nej, så bliver det nok en anden dag. 

Jeg har gjort mig SÅ mange flere tanker. Men jeg tænker, at det her er de store linjer.

Det er jo ikke Tristans køn, der afgør, om han bliver glad for bøger eller ej. Det tror jeg ikke på mere. Jeg tror, at det handler om, at han ser bøger herhjemme. Han skal se bøger som noget naturligt og noget, som alle har tilgængeligt. 

Hvis han oplever bøger som legetøj og som noget, der kan skabe hygge, så er jeg sikker på, at han en dag vil læse Harry Potter. Eller Ringenes Herre. Eller Peter Pedal. Og det er egentlig en meget rar tanke. 

God læselyst!

Xenia og Tristan

Xenias Bogblog

IMG_0819.JPG