Om at vælge litteratur til sit barn - af Xenia Svensson, pædagog og mor til Tristan

Mit navn er Xenia, og jeg er 25 år. Jeg bor i Fredericia sammen med min mand og vores lille dreng, Tristan, på 8 måneder. Jeg er uddannet socialdiakon (pædagog), og jeg arbejder på en skole, hvor jeg til hverdag har med indskolingsbørn at gøre. En stor del af mit arbejde er at støtte op i undervisningen og være der for de børn, der synes, at skole er svært. Når jeg ikke arbejder, læser jeg. Meget. Så meget at jeg har valgt at blive bogblogger. Det er efterhånden 5 år siden, at jeg startede Xenias Bogblog, og der anmelder jeg primært YA og fantasy. Nu, hvor jeg er blevet mor, er jeg stadig ved at lære at balancere de mange hatte. Men én ting er sikkert; jeg vil læse med mit barn, og det gør jeg.


Jeg kan tydeligt huske, hvordan bøger fik mig til at tænke, da jeg var mindre. De satte noget i gang i mig, og de fik mig til at reflektere over de ting, vi gør som mennesker. Bøger har givet mig værdier. Bøger har givet mig et ståsted.

Men er det alle bøger, der kan det?

Måske. Men der er i hvert fald nogle bøger, der kan det mere end andre. Og det betyder meget for mig, at læsningen er morsom og hyggelig. Men det betyder lige så meget, at Tristan får noget med derfra. Javist, det gør han måske ikke i en alder af 9 måneder, men når han bliver større og virkelig forstår de fortællinger, vi allerede nu læser, så betyder det meget for mig, at han kan se en større mening med de ting, vi læser. Jeg håber, at han kan se, at historierne lærer ham noget om livet og muligvis også, hvordan man skal gebærde sig i den store verden.

image1.jpeg

Som barn ELSKEDE jeg bøgerne om Alfons Åberg. Og det gør jeg stadig. Især efter min uddannelse kan jeg virkelig se, hvordan de bøger tager fat i børns virkelighed og giver rig mulighed for samtale barn og voksen i mellem med udgangspunkt i Alfons i stedet for os selv. Det er det, der er fedt ved bøger. Vi kan putte vores egne følelser og problematikker over i fiktive karakterer og tale om dem; samtidig med at vi taler om os selv. Og børn forstår det. Når jeg fx læser Alfons-bøger højt for indskolingsbørnene, så vil de gerne snakke om at drille, at lege drenge og piger sammen og dumme forældre. For de føler sig ikke udstillet. Det er ikke dem, det handler om. Selvom at det er det!

Der er især en Alfons-bog, der har sat sine spor i mig. Den hedder ”Alfons og Uhyret”. Den handler om Alfons, der slår en dreng, der er mindre end ham selv. Da han skal sove er det som om, at der er et uhyre under sengen. Det gør ham ikke noget; det er der bare. Og det vil ikke gå væk.

Uhyret er tydeligvis Alfons’ dårlige samvittighed, og han finder ud af, at han er nødt til at sige undskyld, fordi det ikke føles rart indeni.

Det er en fænomenal måde at snakke dårlig samvittighed med børn, men også at lære dem, at vi skal passe på hinanden; især dem, der er mindre end os selv.

Og hvorfor denne lange fortælling?

Fordi det er den slags litteratur, der er vigtig at læse for vores børn. Det er også vigtigt at læse de sjove bøger, som den med muldvarpen, der får lort på hovedet. Men substans, mening, værdisæt og eftertanke kan skabes i litteraturen.

Og derfor er de bøger vigtige.

Det er vigtigt at forstå Alfons og uhyret under sengen.

Det er vigtigt at forstå, at Emil virkelig forsøger at gøre gode ting men ofte kommer galt af sted.

Det er vigtigt at forstå, at Pippi ikke har fordomme og giver alle en chance i sit liv.

Det er vigtigt at forstå, at Totte og Lotte kan selv, er gode til at gå i børnehave eller også kan blive bange.

Derfor tænker jeg meget over, hvilke bøger vi har stående og hvilke fortællinger, jeg læser for Tristan. Bestemt er der plads til de sjove og lette bøger. Men der skal også være tid og plads til dem, der skaber refleksion. Og forhåbentlig vil han elske de bøger, når han bliver større. Og forhåbentlig kan de skabe et samtale- og tankerum ligesom de gjorde for mig og mine forældre. Det vil jeg ønske for ham, for det er noget af det bedste, vi kan give vores børn.

God læselyst!

Xenia og Tristan

Xenias Bogblog


Dette er Xenias andet indlæg på #1000bøger. Læs det første her.