Forsinket sprogudvikling?

Hjælp, jeg læser med mit barn, vi taler sammen, men alligevel er hendes ordforråd meget begrænset og hun pludrer mest.


Det kan være bekymrende, når man nu gør alting rigtigt, og ens barn stadig ikke taler på et højt niveau. Men det skal man nu ikke nødvendigvis lade sig gå på. I langt de fleste tilfælde handler det simpelthen om at børn er forskellige i deres udvikling. Man kan gøre alting ‘rigtigt’ og stadig være bagefter de andre i forældregruppen eller vennekredsen.

At udvælge bøger ud fra alder

I alderen 0-6 er der store forskelle på børns udviklingstrin. Derfor giver det heller ikke nødvendigvis mening at gå på biblioteket eller til boghandleren og bede om “bøger til en på 3 år”. Lige præcis din 3-årige er måske mere eller mindre sprogligt udviklet end gennemsnittet. Tag for så vidt det er muligt altid barnet med på biblioteket - og det gælder uanset alder. Gå efter hvad barnet synes ser spændende ud og hvad børnebibliotekaren anbefaler - ofte har de erfaring fra mange steder, andre forældre, egen erfaring, kolleger og lokale pædagoger - og vær ikke bange for at fortælle hvis dit barn ikke er på det sproglige niveau de ‘burde’ være. For sandheden er at med børn er der ganske få ‘burde’r, der betyder noget. De skal nok komme efter det.

Er du meget nervøs…

Der kan naturligvis være tilfælde hvor du har grund til at mistænke at der faktisk er et problem og i så fald kan du kontakte din læge eller jeres sundhedsplejerske. Nogle gange kan der for eksempel være et problem med barnets hørelse. Læs mere om barnets tale- og sprogudvikling på Borger.dk.

10 gode tips til at hjælpe med sprogudviklingen:

  1. Stil åbne spørgsmål - selv hvis barnet ikke har et funktionelt sprog. Det lader barnet tænke over et svar og giver dig mulighed for at svare efter en pause med mere end ‘ja’ eller ‘nej’.

  2. Har barnet et sprog - også selvom det lyder som volapyk for dig - så husk at give barnet tid til at svare. Det tager et barn længere tid at formulere et svar end det tager dig. Du har mere træning.

  3. Byg videre på barnets svar eller udsagn: Hvis barnet siger ‘kat’ så svar ‘Ja, der går en stribet kat. Kan du huske den kat du mødte i sommerhuset?’

  4. Det tager tid at lære. Gentag svære og nye ord mange gange i forskellige sammenhænge.

  5. Ret ikke fejl. Barnet vil lave fejl, men i stedet for at sige: ‘Nej, det hedder støvler’, så gentag i stedet ordet i din egen sætning. ‘Ja, nu skal du have støvler på’.

  6. Lad barnet fortælle. Måske elsker barnet at fortælle om sin dag, måske historier det selv opfinder eller noget helt andet. Lad det fortælle så meget som muligt og lyt interesseret.

  7. Udnyt barnets interesser til at bruge sproget. Hvis det er dyr, der fanger så snak en masse om dyr, lån bøger på biblioteket eller gå i zoologisk have. Er det biler, så gå en tur og kig på og snak om biler og trafik.

  8. Vær opmærksom på om barnet forstår ordene du bruger og hvis ikke, så forklar dem og brug dem i mange sammenhænge. Det er sådan ordforrådet bliver udvidet.

  9. Leg med sproget. Rim, remser, sange og sanglege er gode kilder til både leg og læring.

  10. Børn husker bedre, når de bruger hele kroppen. Der er masser af bøger med børneyoga og lege, der kombinerer krop og sprog. De kan lånes på biblioteket.

Titler

Alfabet-atlet

Hokus Pokus Filiyoga

Musetrin & troldetramp - Massageremser for børn

Krible Krable - rim for de små

Lyt til løven - yogaremser for børn






Kathrine Pachniuk